Giv din træbordplade en overhaling!

Du skal bruge følgende : Excentersliber eller rystepudser, sandpapir korn 120 og 180, olie, et par gamle viskestykker, malertape og en støvsuger.

1) Start med at sætte malertape op ad tilstødende vægge, skabe, klinker mv. Så kommer der ikke oliesnask på, det kan være lidt svært at få bugt med.

2) Derefter pudser du hele bordpladen med korn 120 med maskine (ikke noget med at tippe maskinen, det giver en ujævn bordplade) Sæt en støvsuger til maskinen, så slipper du for hovedrengøring af hele hytten bagefter! . Derefter skal kanterne have en tur. Dem klarer du med et stykke sandpapir og evt en klods. Der må kun pudses i åreretningen, når du pudser i hånden. Når kanterne er pudset færdig, tager du hele turen rundt igen, bare med korn 180. Overfladen skal være jævn og ensartet. Når du pudser med maskinen skal du bevæge den i en hastighed af ca 1 meter pr 10 sekunder.

3) Når bordpladen er pudset færdig, skal den tørres af med et rent tørt viskestykke. Så er tiden kommet til olien. Læs brugsanvisningen på det produkt du har valgt at bruge. Af gode produkter kan nævnes Bioolie fra Dorch & Danola, Junckers og Faxe. Bordpladen skal typisk have 2 gange olie.

4) Husk at olieklude kan selvantænde, så ikke noget med at smide dem i skraldespanden. Ned i en plastikpose, hæld lidt vand i og bind en knude på posen.

Det tager typisk et par timer fra man går i gang, til bordpladen er behandlet. Vent 24 timer med at bruge bordpladen og sørg generelt for at vandsprøjt mv. bliver tørret af med det samme.